Det er nu en underlig ting at være på Færøerne. Mon ikke det har noget at gøre med, at jeg kommer herfra – og så alligevel ikke. Jeg kender øerne, men farer vildt, hvis jeg forsøger at finde rundt. Jeg er født her, men kender næsten ingen. Taler sproget flydende, men har få at tale det med. Det giver mig nu også en fin mulighed for at observere landet – eller selvstyret om man vil – fra afstand tæt på. Det der slår mig, er, at det muligvis er blandt klodens pæneste øer, hvis mageløse storslåethed underligt nok synes at komme på bekostning af en forbandelse, der gør, at man aldrig får særlig meget for sine penge. Frossen pizza 74 kr. (de varmer den dog op for dig). Den billigste kasse øl 280 kr. (dog med pant). Almindelig burger 60 kr. (du får dog 17 skiver agurk med). Så selv med mange penge på lommen kommer man ikke langt.
Det andet der slår mig, er, at øernes nylige økonomiske opsving bliver skyllet ned med Jolly Cola. For dem der har været så heldige aldrig at få serveret Jolly Cola, kan jeg rapportere, at smagen problemfrit kan reproduceres ved at tagen almindelig Coca-Cola og befri den for sit brus, tilføje en god sjat vand og endelig røre blandingen op med fem sukkerknalder. En Jolly Cola på havnen i Thorshavn er naturligvis i samme prisklasse som en bedre champagne i Monte Carlo.
Endelig bliver jeg nødt til at hakke på den færøske radio, der er det mest forvirrende, jeg nogensinde har været ude for: først lidt Nephew direkte over i ’One Night in Bangkok’, kristenrock, gymnastik i 5 minutter, Nephew igen, salmelæsning Red Hot Chili Peppers, kristenrock, E-Type, mere Andrew Lloyd Webber, Sir Cliff, vejret, kristenpop, Fleetwood Mac, Space Trucking…derudover en hektisk blanding af musik der muligvis var hipt en anden gang og et andet sted end der, hvor jeg har befundet mig. Kristen pop/rock, må jeg i øvrigt konstatere, at jeg bare hader. Ikke hader ligesom Jolly Cola, der jo bare er en latterligt ringe sodavand. Nej, hader hader! Den kommer i to varianter: den lokale og den udenlandske (jeg gætter på, det meste af det udenlandske laves i staterne). Den lokale har en uskyldig og lidt komisk charme, da den er helt og aldeles talentløs på alle tænkelige måder. Den amerikanske derimod giver sig ud for at være ’rigtig’ pop eller rock. Den prøver så ivrigt at missionere, at det stikker i ørene. En blanding af fejlfri teknik og forbilledlig produktion gør, at det hele er møghamrende kedeligt at høre på. Forestil dig en verden, hvor al musik er en duet mellem Mariah Carey og Boyz II Men – og hvor teksterne fortæller dig, at hele Golgata-affæren var noget rod eller at Jesus bare er the man. Det hele er igen meget storladet – og utrolig småt i perspektiv. Det bare overhovedet ikke rock and roll!
Alt i alt er indpakningen på Færøerne meget, meget storladen, hvilket i nogle henseender betyder, at der sgu bliver slækket på kvalitetskravene i indholdet. Stort og småt på samme tid.
Seneste kommentarer