Billederne fra Dubai er nu blevet oploadet under Billeder.

Så skete det. Efter små 5 dage i Dubai landede jeg i morges i Brisbane. Dubai er muligvis et af de mest flippede steder, jeg nogensinde har været. Udover at mad og drikke var forbudt i det 39 grader varme sollys grundet Ramadan, så er det lidt af en prøvelse at bevæge sig rundt i den fuldstændig vanvittige trafik. Beirut skulle være værre, siger de med slet skjult stolthed!!!

Vi fik blandt andet set verdens højeste bygning (Burj Dubai), der, når den er færdigbygget, vil være over 800 meter høj og være på ikke mindre end 180 etager. I øjeblikket er bygningen kun 555 meter høj fordelt på 150 etager. I det hele taget er Dubai en kæmpestor byggeplads, og det siges, at omkring 25 % af verdens byggekraner står dernede, hvilket egentlig ikke kommer bag på mig. En hurtig optælling viser, at de lige nu er igang med at bygge ikke mindre end 19 skyskrabere, der skal være over 300 meter høje. Derudover er de igang med at bygge tre gigantiske palmer ud i havet og en kopi af verden. Altsammen er under construction, hvilket naturligvis ikke hjælper meget på trafiksituationen. En bivirkning af alt dette byggeri er, at der er rigtig, rigtig mange indvandrere i Dubai, der arbejder i byggeindustrien. Det betyder, at der nærmest ikke er nogen kvinder i landet. Ifølge CIA er mindre end 20% af indbyggerne i De Forenede Arabiske Emirater indfødte, og der er næsten tre gange flere mænd end kvinder. Jeg tror, det tal er noget højere i selve Dubai.

Udover at lade os imponere af de utrolige byggerier midt i en ørkenstat brugte vi tid ved hotellets pool. Vores hotel var søsterhotel til et 5-stjernet Le Meridien-hotel, hvor vi måtte bruge alle deres faciliteter…ikke dårligt. De 39 grader blev således lidt mere tålelige, når de blev tilbragt ved en pool med indbygget bar! Derudover var de noget mere liberale med Ramadanen derinde, da det primært var australiere, amerikanere og tyskere, der boede der. Derudover badede vi på stranden ved siden af Burj Al Arab, der er lidt af et ikon for Dubai – de kalder det et 7 stjernet hotel, men det er noget, de selv har fundet på (er i virkeligheden 5 stjernet (der stopper skalaen)).

Vi stod skam også på ski! Et af deres storcentre (meget stort center!) har en indbygget 85 meter lang indendørs løjpe med ganske ægte sne. Der er stolelift und alles. Stedet har nemlig en indbygget after ski bar med et ganske tydeligt alpetema.

Den sidste aften tørrede vi poolvandet af med et . Det er lidt af en oplevelse. Man lægger sit liv i hænderne på et styks meget sulten pakistaner, der har fået stillet en meget kraftig Toyota Landcruiser til rådighed. Herefter brager man ud igennem ørkensandet. Der er en del stop, hvor bedouin-lignende typer med falke på armen og voksne mænd med kameler forsøger at rippe en for så mange Dirhams som muligt. Aftenen sluttede i en slags lejr, hvor der blev serveret mad, og hvor der var mange sjove gratis ting – og nogle der kostede. Det var en anelse svært at gennemskue, hvad der hørte til hvilken kategori (kameler, mad og sodavand gratis – henna, motercykel og øl koster), hvilket kostede lidt. Overordnet set, var det dog en rigtig god tur i ørkenen.

Jeg vil helt sikkert anbefale alle at prøve at tage til Dubai. Folkene der er blandt de rareste, jeg har mødt (ekskl. de indfødte emiratis, der har en slags fornærmet kat attitude).

Det er nu en underlig ting at være på Færøerne. Mon ikke det har noget at gøre med, at jeg kommer herfra – og så alligevel ikke. Jeg kender øerne, men farer vildt, hvis jeg forsøger at finde rundt. Jeg er født her, men kender næsten ingen. Taler sproget flydende, men har få at tale det med. Det giver mig nu også en fin mulighed for at observere landet – eller selvstyret om man vil – fra afstand tæt på. Det der slår mig, er, at det muligvis er blandt klodens pæneste øer, hvis mageløse storslåethed underligt nok synes at komme på bekostning af en forbandelse, der gør, at man aldrig får særlig meget for sine penge. Frossen pizza 74 kr. (de varmer den dog op for dig). Den billigste kasse øl 280 kr. (dog med pant). Almindelig burger 60 kr. (du får dog 17 skiver agurk med). Så selv med mange penge på lommen kommer man ikke langt.

Det andet der slår mig, er, at øernes nylige økonomiske opsving bliver skyllet ned med Jolly Cola. For dem der har været så heldige aldrig at få serveret Jolly Cola, kan jeg rapportere, at smagen problemfrit kan reproduceres ved at tagen almindelig Coca-Cola og befri den for sit brus, tilføje en god sjat vand og endelig røre blandingen op med fem sukkerknalder. En Jolly Cola på havnen i Thorshavn er naturligvis i samme prisklasse som en bedre champagne i Monte Carlo.

Endelig bliver jeg nødt til at hakke på den færøske radio, der er det mest forvirrende, jeg nogensinde har været ude for: først lidt Nephew direkte over i ’One Night in Bangkok’, kristenrock, gymnastik i 5 minutter, Nephew igen, salmelæsning Red Hot Chili Peppers, kristenrock, E-Type, mere Andrew Lloyd Webber, Sir Cliff, vejret, kristenpop, Fleetwood Mac, Space Trucking…derudover en hektisk blanding af musik der muligvis var hipt en anden gang og et andet sted end der, hvor jeg har befundet mig. Kristen pop/rock, må jeg i øvrigt konstatere, at jeg bare hader. Ikke hader ligesom Jolly Cola, der jo bare er en latterligt ringe sodavand. Nej, hader hader! Den kommer i to varianter: den lokale og den udenlandske (jeg gætter på, det meste af det udenlandske laves i staterne). Den lokale har en uskyldig og lidt komisk charme, da den er helt og aldeles talentløs på alle tænkelige måder. Den amerikanske derimod giver sig ud for at være ’rigtig’ pop eller rock. Den prøver så ivrigt at missionere, at det stikker i ørene. En blanding af fejlfri teknik og forbilledlig produktion gør, at det hele er møghamrende kedeligt at høre på. Forestil dig en verden, hvor al musik er en duet mellem Mariah Carey og Boyz II Men – og hvor teksterne fortæller dig, at hele Golgata-affæren var noget rod eller at Jesus bare er the man. Det hele er igen meget storladet – og utrolig småt i perspektiv. Det bare overhovedet ikke rock and roll!

Alt i alt er indpakningen på Færøerne meget, meget storladen, hvilket i nogle henseender betyder, at der sgu bliver slækket på kvalitetskravene i indholdet. Stort og småt på samme tid.

Da et billede efter sigendet skulle sige mere end 1.000 ord har jeg valgt lave en lille billedsektion på siden. Allerede nu ligger der over 100 billeder fra ture til Island, hvilket altså må svare til 100.000 ord! For at sætte det lidt i perspektiv kan jeg fortælle, at min specialeafhandling, som jeg afleverede igår!, var på 276.352 tegn. Starter på arbejde på mandag, så der er ikke så megen ferie til mig i år – udover en uge på Færøerne sidst i juni, 5 dage i Budapest i starten af september og de 5 dage i Dubai på vej til Australien.   

Jeg er lidt i en knibe. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan i alverden jeg bedst skal stege en bøf! Hvilken bøf er bedst, og er det bedst at give bøffen fuld gas på panden i kort tid og så i ovnen, eller er det bedre at lade den simre i lang tid på begge sider? Skal man krydre den før den kommer på panden, eller er det bedre at krydre den efter? Hvilke krydderier er bedst? Jeg kan egentlig godt lide, når bøffen bløder lidt – sådan på den lyserøde måde…hvordan gør man det? Skriv en kommentar, hvis du vil hjælpe en stakkel, der har svært ved at lave en lyserød bøf. Og lad os så få afgjort, hvordan man får lavet en perfekt bøf…

Er jeg i øvrigt den eneste, der ser to kaniner, der stirrer på hinandenpå det her billede?

UPDATE: Det viser sig, at den store tabel åbenbart er nok til at forkludre mit generelle overblik. Der skulle naturligvis have stået ét anslag i sekundet – ikke minuttet. På den gode side er min arbejdsprocess lige blevet 60 gange hurtigere, hvilket må siges at være lidt af et kvantespring! Tak til Christian for matematiklektionen.

Så er jeg kommet dertil i min specialeskrivning, hvor nærved alt andet er mere interessant. Derfor dette lille indlæg om livet i det overhalingspor, der kaldes specialeboblen. Stod op kl. 8 i dag – har i alt fået skrevet én (1!) side, og klokken er 14. Det er én sølle side på 6 timer. Hvis man regner efter, så er der 2.160 minutter sekunder på 6 timer (6 x 60 x 6 = 2.160). Der er 2.200 tegn på en side, hvilket må betyde, at jeg har trykket på tastaturet én gang i minuttet sekundet i 6 stive timer nu! Overhalingssporet? Nærmere sneglesporet!

…nu går jeg en tur!

For at gøre det nemmere for alle har jeg investeret i domænet www.jogvanklein.com, og fremover kan man altså nøjes med at klikke sig derind for at læse om min gøre on laden.

Denne lille blog er primært oprettet i forbindelse med min snarlige flytning til den anden ende af verden. For dem der ikke ved det, flyver jeg fra Billund til London til Dubai til Brisbane den 16. september. For at det ikke skal være løgn, skal jeg weekenden forinden til bryllup i Budapest med stop i Hamborg og Zürich.

Jeg vil forsøge at skrive lidt om, hvad der sker omkring mig, så venner og familie kan følge med, hvis de har lyst. Derudover vil jeg forsøge at lægge nogle billeder op, så jeg kan blære mig med, at vejret sandsynligvis er bedre, der hvor jeg er!